Nyjægerjagt på land

Søndag d. 26. oktober afholdte foreningen sin årlige nyjægerjagt, hvor en god håndfuld nye jægere fik mulighed for, at prøve jagt under ordnede forhold, hvor der var fokus på dem. Samtidig fik foreningen mulighed for at fortælle lidt om sig selv og vise nogle af sine arealer frem.

Ni nyjægere dukkede spændt op og vi holdte en lang og grundig parole, hvor der var mulighed for spørgsmål undervejs. Derefter gik vi ud til første såt, hvor jægerne stod for langs skoven. Der var en enkelt ræv, som en af nyjægerne fik et skud til, men det endte med at være jagtlederen, som skød den - hans første ræv. På anden såt skød en nyjæger en hare. Selvom jægeren havde haren liggende på sin post mente en af hundene imidlertid at haren trængte til at blive apporteret ;-) Tredje såt foregik ved at trampe markerne af på vej tilbage til gården.

Tilbage på gården kom vores lokale schweisshundefører Jan Nedza og berettede om schweisshundearbejdet og om hvordan man som jæger skal forholde sig i tilfælde af en anskydning. Det var som altid lærerigt og interessant. Derpå serverede Niels Peder lækker hjemmelavet vildtgryde - som bevis på autensiteten blev der fundet et enkelt hagl i en portion.

Derpå kørte vi til stykket i St. Restrup som blev drevet af, med demonstration af stående hund. Denne såt gav intet udbytte. Efter såten var vi samlet og stod og snakkede inden vi kørte tilbage på gården. Midt i det hele siger Jørgen Larsen "Der står et rådyr". Vi ryster alle sammen på hovedet for den joke har vi hørt tusinde gange før på jagter, men efter et ganske kort øjeblik går det op for os at han har ret. Rådyret er nysgerrigt og kommer ind på 15 meter for at finde ud af hvad vi er for nogen. En god oplevelse at slutte sidste såt med.

Tilbage på gården afholder vi parade over det nedlagte vildt og en heldig nyjæger fik præmien for et rigtigt bengæt - en fik kikkert fra Jægeren og Lystfisteren. Herefter viser Hans Topholm udstyr til pramjagt og forklarer hvordan man griber denne jagtform an. Bagefter fortæller han om teknikker til reguleringsjagt, specielt kragejagt, og fremviser udstyr.

Dagen slutter af med at Niels Peder viser og forklarer, hvordan man brækker og flår haren og viser hvordan man kan vurdere dens sundhedstilstand.

Det var en god dag og vejret var med os. Vi fik mange positive tilkendegivelser om at det havde været en god dag med en tilpas fordeling mellem jagt og undervisning.

BilledeBilledeBilledeBilledeBillede

BilledeBilledeBilledeBilledeBilledeBillede